Mit smerte – og hjertebarn Bea

Mit smerte – og hjertebarn Bea

5. januar 2023 Af Janni Krogh

Sidst i marts 2021 stod der pludseligt et føl 6 uger før termin. Tone, min avlshoppe havde vist tegn på, at det måske godt kunne være op over, men samtidig vidste vi jo også, at der minimum var en god måned endnu inden hun skulle have termin. Der slog vi det nok lidt hen.

Men en kold lørdag aften gik min mor den sædvanlige godnat – runde, og her lå der en lille overraskelse i halmen. Helt lille og fin. Tone stod ved siden af og åd, og virkede nærmest ikke til at have ændset, at hun havde folet. Det var tydeligt, at der skulle gøres noget, derfor tog min mor hurtigt kontakt til min far, som heldigvis kunne hjælpe os, da jeg bor i Nordjylland, og hestene på daværende tidspunkt stod på Djursland hos min mor.
Han kom og prøvede at få Bea til at spise hos sin mor, men hun var meget svag og lille. Min mor fik fat i naboen, som havde nogle sutteflasker, og så begyndte se at malke Tone ud. Resten af natten stod min mor op, hver anden time og fik Bea op at stå og hen til yveret for at få mad. Langsomt men sikkert fik hun flere og flere kræfter. Næste dag kom jeg derned, og jeg var nok lidt i blanding af chok og ængstelse. Jeg havde aldrig set, så lille et fjordhesteføl før, og der er trods alt blevet født over 40 føl på gården. Men der var jo ingen vej udenom, andet end at kæmpe alt hvad vi kunne.

 

Dyrlægen blev kontakte, og han udskrev noget antibiotika, så vi kunne prøve at forebygge en lungebetændelse. Temperaturen var faldet, og der var minus 10 grader, så der blev også fremstillet et meget fint lille dækken af et uldtæppe, som jeg fik bikset sammen på symaskinen. I løbet af søndagen lysnede det indtil om aftenen, hvor Tone pludselig havde det meget dårligt. Hun ville ikke rejse sig, og Bea stod bare ved siden af og prøvede at patte. Min mor og jeg var meget tyndslidte på det tidspunkt. Vi fik ringet til vagtdyrlægen, og de kunne være der to timer senere. Det var en lang ventetid, hvor vi også nåede at snakke igennem, hvad vi skulle gøre, hvis Tone ikke klarede den. Vi var begge enige om, at så skulle Bea med Tone, da at vi vidste, at det aldrig ville blive godt, hvis vi skulle flaske et så lille et føl op. Hun havde simpelhent brug for sin mor, for at der var en chance for at hun kunne overleve. Dyrlægen kom og udbrød “Hold da op!”, da han så Bea kom springene igennem halmen. Han var heldigvis meget fortrøstningsfuld og efter at have renset Tone og givet hende noget afslappende, fik hun det bedre. Endelig begyndte det hele at lysne. De næste par dage holdte vi vejret, men det gik heldigvis kun en vej, og det var fremad.

Selvom Bea den dag i dag stadig ikke er den største, er hun en meget specielt hest for hele familien. Hende har vi om nogen kæmpet for – og det gør vi stadig, men den historie må I få en anden gang.