I 2015, nærmere bestemt d. 12 oktober sidste på eftermiddagen, faldt jeg af min hest Qejser og brækkede ryggen. Jeg har reddet siden, jeg kunne gå og aldrig før kommet til skade. Derfor var det også noget af et chok, at indse at der er mange kræfter på spil, og at det godt kan gå galt.

Qejser har altid været en meget specielt hest. Han har til tider været næsten på kanten til uridelig, da han er meget bagsky, og reagerer hurtigt og til tider voldsomt. Han er trods sin race, en hest hvor man altid skal være vågen, ellers kan der hurtig ske noget. Og det gjorder der så den dag i oktober.

Det var en kold og regnfuld eftermiddag, men jeg skridtede altid varmt på udenfor, og derfor var der ikke andet end at tage en masse tøj, og Qejser blev også udstyret med et par skridttæpper for at holde varmen. Da jeg er ved at stige op, går Qejser et skridt frem og grundet alt tøj, og tæpper, kommer jeg til at sidde bagved sadlen. Ret hurtigt kommer det til at gå meget hurtigt, og jeg ender med at blive smidt af oven i et ridebanehegn. Først er jeg ret overbevist om, at der ikke er sket noget, andet end slaget. Men dem der kommer og finder mig, synes at hegnet ser noget medtaget ud, og derfor ringer de efter en ambulance, hvilket senere skal vise sig at være en god ide. Jeg har nemlig brækket ryggen to steder heldigvis lige midt på ryggen og derfor skal jeg ikke opereres, men kan nøjes med at gå med et korset i 4 måneder.

Alt i alt, når det skulle være, slap jeg meget heldigt fysisk. Men, som alle der rider ved, sidder meget af ens ridning i hovedet. Derfor vidste jeg jo også godt, at de første mange gange jeg skulle op og ride, skulle det kun være nogle gode oplevelser. Selvom det er over 7 år siden, kan jeg stadig huske den første tur tydeligt. Det var med lige dele ængstelse og glæde. Jeg blev trukket rundt, men der gik ikke mange omgange, før at jeg bad om at blive sluppet og to minutter efter travede jeg. Det var en befrielse! Det var ligesom om, at min krop bare vidste, hvad den skulle, og hovedet blot skulle kobles fra.

Selvom jeg i dag tænker, at jeg er kommet over det både fysisk og mentalt, er der alligevel noget, der ligger i baghovedet og spøger. For eksempel er jeg altid meget påpasselig, når jeg sidder op, og jeg har faktisk stort set ikke reddet med et skridttæppe siden. Jeg vil hellere skridte varm og skridte af fra jorden. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og det er måske meget sundt nogen gange at blive mindet om, at det er levende dyr, vi har med at gøre, og det derfor aldrig må blive for rutinepræget, men at du altid skal være til  stede.